Engang vil vi forhåbentlig spørge os selv, hvad vi egentlig havde gang i dengang i starten af det 21. århundrede. Det kræver blot, at vi stopper med at træde vande i troen på, at digitaliseringen klarer det hele for os, så vores spørgsmål defineres af mennesker og ikke af data.

Klumme bragt i JP den  10. december 2021 af Lykke Møller Kristensen

I bedste fald vil vi engang kigge tilbage på denne periode med samme eksistensielle undren, som vi ser bagklogt på hvordan 60´erne og 70´erne frigørelse, cigaretter, fri porno etc. har påvirket dels vores fysiske og dels vores mentale sundhed frem til i dag.

I værste fald fortsætter vi som algoritmer i troen på, at den omstilling, vi har gang i, udelukkende og af sig selv – uden at vi tager stilling – rent faktisk gør verden til et bedre sted.

Men bliver verden et bedre sted, hvis vi render rundt som hovedløse høns i en mental stilstand, mens maskineriet kører, data indsamles, fremtiden formes, og vi får besked om, hvornår vi skal bevæge os, trække vejret eller om vores søvn er god nok?

Dette indlæg er ikke ment som en kritik af teknologi og digital omstilling, men som en kommentar til vores tilgang til samme og behovet for omtanke og bevidste valg, når det kommer til det liv, vi lever.

Aktuelt ser vi nemlig en tendens til, at der er spørgsmål, vi enten ikke forholder os til eller ikke ser behovet for. Alternativt og meget værre er udfordringen, at vi er passificeret –  handlingslammede. Eller også er vi kollektivt ramt af det, jeg kalder automatiseret tomgang.

Tomgang er i denne forbindelse bedst illustreret ved den tid, vi hver i sær bruger på vores alter ego – mobilen i digitale afledninger. Ikke konkrete digitale gerninger, som hæfter sig på vores digitale hverdag og på tværs af vores livsroller, eksempelvis job, studie, borger, forbrugsliv, foreningsliv, sociale liv. Men den tid, vi ikke er bevidste om, de mange klik og swipes ud og ind af vinduer, notifikationer, chats og halve artikler altimens maskineriet kører og indsamler vores data. Ifølge DR Medieforskning bruger vi mindst to timer i gennemsnit  om dagen på vores mobiler. To timer, der konverteres til mange 30 sekunders sekvenser. Det, vi giver systemet undervejs i denne ubevidste færden, bliver vores fremtid på grund af data og algoritmer.

Men alene antal timer burde få os alle til at stoppe op. To timer (og langt flere for de fleste) om dagen? I vores fortravlede hverdag. Skal vi forstå det sådan, at vi optimerer og effektiviserer, for at vi kan bruge vores tid på skærme?

Det er dog en fortærsket tese at antage, at vi blot skal kigge op fra mobilen, for mon ikke vores tilgang til det digitale påvirkes af flere elementer end vores evige swipen i daglige tidslommer.

Trækker vi begrebet automatiseret tomgang lidt længere væk fra os selv som personaliserede digitale brugere, kan det også beskrive det vakuum, vi er strandet i som virksomhed eller som organisation. Hvor vi ikke rigtigt bevæger os digitalt. Hvor vi stadig hylder en fordums digital opfindelse og ikke forholder os til, hvad der rent faktisk virker, og hvor optimeringsidéen snarere er et benspænd. Eller hvad der skal til for at lykkes med den.

Et andet eksempel på tomgang i vores tilgang er den tilbagevendende debat om techindustriens ansvar for udviklingen af den demokratiske samtale. En kritik, der primært er ledet af politikere og medier, der selv bruger de sociale medier i en sær blanding af makrelmadder og analyser af krigen i Afghanistan og dermed fører an i en dæmonisering af nødvendigheden. Eller som da vi i nullerne hyldede ny tids it-helt Zuckerberg, der overtog fordumt Bill Gates i starquality og i tierne fordømte samme Zuckerberg for det faktum, at vi selv havde ladet os klæde af mentalt, fysisk og intellektuelt online.

Eller endnu værre: der er ingen refleksion i den tilbagevendende debat om medarbejdere i omsorgssektoren, der bruger mere tid på digital registrering og systemer end på borgerne. En refleksion kunne måske føre til en erkendelse af, at ingen nogensinde fik en manual midt i digitaliseringen.

En manual, der som primære formål kunne have sat fokus på, hvordan vi sikrer, at det bliver mennesket, der definerer den digitale udvikling og ikke den digitale udvikling, der definerer mennesket.

I stedet er det blevet omformuleret til mere speed på digitaliseringen, også med den nye finanslov, der ikke har sat beløb af til at undersøge, vejlede og forske i, hvad der skal til, for at digitaliseringen ikke fratager os det, den ikke for alvor kan erstatte, nemlig vores sociale kapital.

Måske fordi det stadig er op til den enkelte at agere klogt i den kollektive digitalisering, hvor vi er digitaliseret på tværs af alle vores livsroller, og hvor vi ser stigende problemer med ensomhed, med digital kriminalitet, stress men også et stort hul i søgningen efter IT-relaterede uddannelser hos de unge. Der er mangel på fremtidens kompetencer, måske er det et stille oprør, og jeg oplever i mit daglige arbejde mange spørgsmål på individ eller gruppenivau, der ikke er en del af en offentlig agenda. For eksempel:

Selv om teknologien ikke har ledt frem til Emilie Mengs morder eller andre forbrydelser, så anerkender vi, at øget overvågning er nødvendigt og bytter dermed frihed med tryghed – falsk tryghed.

Når klimarådet beslutter, at en af vejene til at nå klimamål er udvikling af ny teknologi, stiller vi heller ikke spørgsmål ved, om digitalisering er godt eller skidt for klimaet, vi køber derimod en agenda om, at det webhandel er bedre, for så skal vi ikke flytte os hen til varerne (læs butikker) mens vi glemmer det faktum, at varen jo skal flyttes hjem til os. Oftest i alt for stor emballage, endda fragtet fra Kina.

Automatisering frigør heldigvis en masse timer, så nye industrier kan vokse frem. Oplevelsesindustrien for eksempel – som havde kronede dage før corona. Men skal vi forstå det sådan, at det er ensidigt godt for miljøet, at vi rejser rundt i verden og står i kø på Himalaya, mens vi skal have dårlig samvittighed over at pakke vores julegaver ind i papir?

Vi stiller heller ikke spørgsmål ved, at det vi lærte under corona-nedlukningen med at vi ikke behøver mødes fysisk stadig ikke rigtigt fungerer. Dilammer, udfordringer, konflikter, idéudvikling, relationer går ikke fremragende, og nivauet for hjemmearbejde er aktuelt – og inden december måneds høje smittetal igen på nivau fra før corona.

Vi har en enestående chance for at definere vores fremtid ved at omdefinere vores tilgang, så digitalisering bliver et redskab snarere end selve præmissen for vores fremtid. Men det kræver, at vi træder ud af tomgangen, og det gælder både digitaliseringsskeptiske såvel som digitaliseringsbegejstrede. Vi kunne starte med det besværlige og begynde at stille spørgsmål her for foden af et nyt år.