Medierne har over de seneste uger sat fokus på hadbeskeder, der er en betegnelse for de beskeder, der i særlig grad skrives om og til specifikke personer. Kampagnen blev indledt af TV2 efter at flere X Factor-deltagere stod frem med de mange beskeder, de modtog i indbakken og på deres opslag, men debatten var så småt begyndt at gry ved at kendte stod frem med de beskeder, de modtager dagligt.

Siden har et utal af kendte delt de mange negative beskeder, der er blevet hverdag for dem og debatten har centreret sig om de målrettede beskeder. Beskeder som flere hundrede modtager. Ikke mindst kendte men også ansatte i virksomheder uden klar plan for at håndtere personangreb og shitstorme på sociale medier og i indbakken, såvel som offentligt ansatte, der må stå på mål for alt fra utilfredshed med en dagsinstitution til mad til indlagte patienter. Samtidig er de direkte beskeder også en stor del af børn og unges hverdag.

Sociale medier er kun sociale fordi mennesker er sociale

Derfor er det store fokus på hadbeskeder naturligvis godt. At mennesker, der har en platform står frem, betyder, at færre føler sig alene med en udfordring, som ikke er nem at håndtere individuelt. Sociale medier er kun sociale, fordi mennesker er sociale – vi er fælles om det. En fælles agenda er godt!

Men når nu de fleste ikke sender hadbeskeder, kan det være svært at forholde sig til, hvad man som bruger kan gøre for at gøre op med den negative tone. Kan man overhovedet gøre noget?

Det korte svar er ja! Selvfølgelig kan du gøre noget. Flere undersøgelser har vist, at brugere oplever, at tonen på sociale medier er blevet hårdere. Under corona måske endnu hårdere. Det foregår ikke kun bagom og i direkte beskeder, men også på den sociale opslagstavle – i vores alles feed.

Med andre ord, så har vi kollektivt accepteret det, mange individuelt skal tackle. Vi har scrollet forbi, vi har måske ligefrem liket, måske har vi selv delt digital udbrud, der har været på kanten, og vi har i hvert fald ikke sagt fra. Tonens umærkelige forandring er vi fælles ansvarlig for.

Jeg deler derfor fivemoreseconds, som jeg arbejder med i flere organisationer omkring den gode tone. Den kan downloades og printes. Blot klik på linket.

Skriv til lmk@lykkemoellerkristensen.dk, hvis du vil have en mere familievenling udgave til at hænge op i hjemmet.

Forfatter til indlægget:

Lykke Møller Kristensen

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *