Gode råd når din datter siger:

“Jeg bliver ked af det, når jeg kan se mine veninder være samme, uden at jeg er der.”

”Jeg kan godt føle mig udenfor, hvis der er nogle af mine veninder, der skriver, at andre er de bedste, eller lægger billeder op af andre piger og skriver, at de elsker dem.”

”Jeg føler mig tit udenfor, hvis mine veninder ikke liker mit billede men liker alle de andres.”

Har din datter også mødt udfordringer på Instagram eller andre sociale medier, hvor det i sær er billedsproget og små kommentarer, der tæller? Så er hun langtfra den eneste. Piger helt ned til 1. klasse oplever jævnligt at føle sig kede af det på grund af det, der for os voksne kan ligne et harmløst billede eller kommentar.

Men der er ting, vi kan gøre, for at hjælpe pigerne (og i nogle tilfælde drengene). Derfor har vi samlet et lille overblik over det, pigerne ofte oplever, så du kan forstå og hjælpe gennem dialog og rammer samt måske samarbejde med andre forældre. Bemærk at dette indlæg er målrettet de specifikke udfordringer som de yngste piger oplever.

Instagram anvendes ofte som et startmedie, fordi vi forældre anser det som et sikkert medie, der er mere gennemskueligt end Facebook. Det er samtidig et visuelt medie, hvor vi som forældre kan følge med, hvis vi er ven med vores børn. Men selv om vi følger med, kan det være svært at regne ud, hvad vores børn oplever og bliver kede af i den tidlige alder.

De fortæller blandt andet:

  • ”Jeg bliver ked af, at jeg aldrig får likes.”

Selv de yngste social medie brugere lægger mærke til, hvor mange likes, de får. Derfor er det ofte meget populært at have åbne profiler, fordi de betyder flere likes. Heldigvis har de fleste lukkede profiler (vil du have gode råd til privatindstillinger, så tjek dette indlæg). Private profiler betyder betydeligt færre likes, men børn fortæller også, at det handler om likes fra de nære – fra veninderne og kammeraterne.

Børn ved, om det er alvor eller tilfældigt

Børn, der oplever at likes er afhængige af stemningen i gruppen eller klassen, bliver også kede af det. De tæller likes og sammenligner sig med andre – med veninden. Nogle fortæller også, at de udmærket ved, at de ikke får likes, fordi en eller flere er sure på dem – eller at de er ude i kulden.

I nogle tilfælde er der sammenhæng mellem antallet af likes og stemningen i klassen/gruppen.

  • ”Du er den bedste i verden. Elsker dig overalt.”

Piger fortæller, at de kan blive ramt af at se nærmeste veninder fremhæve andre. Det er en meget synlig måde at blive konfronteret med, at veninder har andre veninder. Hvis man er den, der ikke bliver nævnt, kan man som yngre social medie bruger blive ked af det. I sær hvis man sidder alene hjemme med sin mobil.

  • Alle er tagget på nær én

Mange piger bruger Instagram til at dele et billede af sig selv med en kærlighedserklæring til flere på en gang. Eksempelvis med ordene: ”I er de bedste i verden”.

Men hvis man ikke er tagget i sådan et billede som den eneste eller på trods af, at man er nær veninde, så er det svært ikke at blive ked af det.

Tagging er at gøre andre opmærksomme på, at man tænker på dem, så hvis man ikke er med på et billede – uanset om det er en kærlighedserklæring eller en sjov gimick, kan det opfattes ekskluderende.

  • Udenfor gruppen

Det er meget anvendt at lægge et billede op med sig selv og sine veninder, hvis man er sammen. Det gør piger også, og det kan være hårdt at være den, der ikke er med på pizzaria eller i LEGOLAND, men det er mindst lige så hårdt bare ikke at være med til at lege i hverdagen.

Med de sociale medier bliver det meget tydeligt, hvad andre laver med hvem og hvor.

  • “Jeg er ikke spændende nok”

Piger bliver ofte inspireret af deres idoler, som har profiler på Instagram, hvor de ser smukke ud. De kopierer hinanden og er lynhurtige til at lære at lave flotte og interessante billeder. Piger helt ned til 7-8 års alderen bruger meget energi på at være smuk/spændende nok til at få likes, og de måler sig ofte i forhold til veninderne.

Flere af de ovenstående oplevelser kan være tilfældige, men interviews viser, at det også meget ofte er bevidst og systematisk.

Hjælp dit barn til at være en god netven

De fleste piger i 4. klasse genkender ovenstående og har en eller flere gange oplevet det.

Udfordringen for pigerne (og forældrene) er, at det er svært at gøre noget ved. Vi kan som forældre måske sige, at det jo bare er for sjovt, eller – i værste tilfælde – sige, at så må de lade de sociale medier ligge. Det er også svært at kontakte andre forældre, fordi det umiddelbart virker meget uskyldigt. Og ikke mindst privat.

Men – de fleste forældre vil gerne hjælpe deres børn til god oplevelser på sociale medier. Ikke kun i forhold til det, de udsættes for, men også i forhold til, hvordan deres børn selv agerer.

Er det et reelt problem?

Gode vaner på sociale medier giver bedre oplevelser, så hvis der er mange piger, der har dårlige oplevelser, er det i hvert fald en udfordring, forældre bør tænke over. Om ikke andet er det en god anledning til at tale sammen om sociale medier og god tone/gode vaner. Kontakt hinanden i forældregruppen, hvis der er et barn, der føler sig udenfor, og det er synligt for jer som forældre via Instagram.

Arbejd sammen om opmærksomhedspunkter

Det kræver opmærksomhed at hjælpe dit barn til en god færd på sociale medier, og det er en rigtig god ide at starte med at give gode vaner på eksempelvis Instagram. For selv om de er unge, når de starter, kan vi som forældre påvirke vores børns adfærd på sociale medier ved at tale om dem løbende. Ligesom det er en god idé at arbejde sammen som forældregruppe.

  • Lav eksempelvis regler om, at man ikke må tagge nogle af gruppen uden at tagge hele gruppen.
  • Tal om signaler, når man skriver ”den bedste i verden,” fordi det kan misforstås. Tal om, hvordan det er at se ens veninder gøre det.
  • Tal om likes og opmærksomhed. Det er ikke nødvendigt at like alt og alle, men det er fint at tale om, at når man følger nogle fra klassen eller gruppen, så må man gerne tænke over at vise opmærksomhed engang imellem. Børn lægger mærke til det, de kender signalværdien i ikke at få likes. Den er langt større end vi som voksne tænker.
  • Tal om hvad dit barn selv bliver ked af og derfor kan lære noget af.
  • Lær dit barn, at alt, hvad du skriver på sociale medier også gælder i morgen. Man kan sagtens lade sig rive med, men når det er delt på sociale medier, kan det ikke nødvendigvis slettes igen. Det har konsekvenser.
  • Tal om at det gerne skal være en positiv oplevelse at være på sociale medier. Vis at du er åben overfor det, der for nogle kan virke som små udfordringer. Det er det ikke, når man er ny på sociale medier.
  • Lav skærmregler. Mange børn bliver kede af det, når de sidder alene med telefonen lige inden sengetid.

Hvis du vil have gode råd til, hvordan du hjælper dit barn til sikker færd på Instagram, kan du klikke her.